1989D

Bogen om hvad?

Alt der er sket, alt der vil ske, og alt der aldrig kommer til at ske. Kort sagt: Bogen om Alt.

Det er Guds bog. Og den er magisk. Når man vender den sidste side i bogen, er der altid én mere. Og så lyser den.

Gud har lånt bogen til sin adoptivsøn, Færgemanden Karon. Men verdenshistoriens største digter, Dante, som skal overbringe Bogen om Alt til Karon, kan ikke dy sig for at læse i den på vej ned til floden. Han bliver selv forelsket i bogen, og da han kommer ned til Karons færgepram går det helt galt:

– Lige dér tog jeg en meget dum beslutning. Jeg besluttede mig for at beholde bogen selv, bare et lille stykke tid. Så jeg gemte den bag min ryg. Men det gik ikke, selvfølgelig gik det ikke. Bogen var for stor til at jeg kunne skjule den, Karon afslørede mig straks, og han blev rasende. Han rev bogen ud af hænderne på mig, skubbede mig op i båden, og så stagede han ellers løs for at få mig over til Dødsriget og komme af med mig i en fart. Åhnej, tænkte jeg. Alt er forbi. Nu mister jeg Bogen om Alt. Tanken forekom mig tusind gange værre end, at jeg skulle dø. Jeg ville bare have den bog! Jeg blev opfyldt af griskhed, grådighed, gerrighed. Oh, dødssynd. Tilgiv mig. Jeg var forelsket, optændt af kærlighedens ild, den største kraft, der findes. Jeg var blevet vanvittig!

Dante gispede og så tydeligvis de grufulde begivenheder for sit indre blik.

– Ude midt på floden kastede jeg mig over bogen. Den lå foran fødderne af Karon, og jeg knugede den ind til mig det bedste, jeg havde lært. Jeg hagede mig til den, besat og frådende af begær. Karon greb mig i kraven og trak mig op, så jeg dinglede, og råbte ind i hovedet på mig, mens han svingede mig frem og tilbage. Men jeg klamrede mig til bogen og holdt fast i den med lukkede øjne, så længe jeg kunne. Til sidst gik det ikke mere. Karon vred bogen ud af mine radbrækkede arme, lo mig ind i ansigtet og kylede mig hen ad dækket, som en sæk kartofler. Men jeg var ikke færdig. Ikke endnu. Blind af raseri kom jeg på benene og angreb ham nok engang. Han holdt bogen væk fra mig i strakt arm, men jeg besteg ham som et bjerg og klatrede ud over hans enorme arm, jeg sparkede ham i ansigtet og bed ham i armen, og jeg rev og flåede i hans fingre for at få bogen fri. Og det lykkedes! Jeg fik hold om bogen og fik vristet den fri. Men uh – i det samme kom hans anden knytnæve farende, bagfra, gungrende tungt ind i ryggen på mig, så rygsøjlen knagede og tænderne raslede og øjnene var ved at ryge ud af hovedet på mig. Bogen slap mine hænder og fløj ud af dem i en stor bue. Ud over vandet. Både Karon og jeg sprang afsted efter den, helt vilde, skråt ud i luften, stadig kæmpende med hinanden. Båden vippede, og vandet sprøjtede. Og mens vi fastholdt hinanden i brydekampen, svævede bogen afsted, frit gennem luften, længere og længere ud af vores rækkevidde, ud over flodens mørke vande, hvor den landede med et plask og sank ned i dybet…

– Og hvad så?, hviskede Mikkeline.

– Så ingenting, sukkede Dante trist.

De tre venner så på digteren uden at blinke.

– Bogen forsvandt, sagde han. – Den sank. Og siden er den aldrig dukket op igen.

Bogen om Alt, kapitel 5

STØT UDGIVELSEN VED AT TRYKKE HER!

 

Skriv et svar